Fra stærk psyke til tabubelagt sygdom

15. november 2017

Jeg har altid været en pige med en stærk psyke, der har kunne klare de fleste ting, og der skulle rigtig meget til før jeg blev slået ud af den. Sådan er det desværre ikke mere. Jeg skal kæmpe en kamp hver dag for bare at komme ud af sengen. Ingen vil nogensinde forstå hvad det indebærer, hvis man ikke selv har prøvet det. Jeg lider af depression og angst. To ting jeg har rigtig svært ved at snakke om, ligesom rigtig mange andre, og derfor vil jeg dedikere dette indlæg til disse modbydelige psykiske sygdomme.

Smilet dækker over facaden. Jeg viser mig kun frem når jeg har det godt, kan smile og har overskud til at tage makeup på.

Da folk omkring mig langsomt fik af vide jeg var gået ned med depression tilbage i marts, var det lidt af en overraskelse for dem. “Du har da altid været så stærk” fik jeg stort set af vide hver gang. Ja, det var jeg, men ikke mere. Filmen knækkede og man kan ikke leve et helt liv med en facade på. Jeg måtte til sidst overgive mig, og indse at jeg rent faktisk havde det rigtig skidt, og ikke kunne hænge sammen mere. Det var svært at indrømme, og det var faktisk mine veninder der pressede mig til at gå til læge, fordi de kunne se jeg havde det skidt, mens jeg selv ignorerede det og prøvede at komme videre. Jeg tænkte det bare var en hurtig fase at komme igennem. Der tog jeg fejl, og jeg håber inderligt, at hvis der sidder andre derude og har det skidt, så tag hånd om sagen, for du får det ikke bedre uden hjælp.

Lad vær og gå og leg stærk og lad som om du kan klare det hele selv, for det var det jeg gjorde, og det endte ikke godt. Jeg har altid været mega modstander af psykolog, psykiater og alt det der, jeg har aldrig kunne se formålet i det, hvordan kan en samtale ændre noget og gøre noget bedre? Jeg er meget stædig og vil helst alting selv, derfor var det et kæmpe tabu for mig at sande jeg skulle bruge hjælp. Jeg var kommet så langt ud, at der ingen andre veje var.

En hverdag fyldt med tristhed, manglende energi, dårlig samvittighed, ingen koncentration og rastløshed. F.eks. har jeg altid elsket at gøre rent og gjorde det ofte, men jeg har overhovedet ikke noget overskud og energi til at gøre det nu. For at være ærlig kan jeg have en opvask stående i én måned, fordi det er en enorm og sej kamp for mig bare at gå ud og tage den. Selv et bad er for mig helt uoverskueligt. Min selvtillid er helt i bund og jeg tvivler rigtig meget på mig selv. Jeg er meget stille, mere end jeg plejer at være. Jeg har ikke lysten til at plapre løs om alt og ingenting som førhen. Jeg sover enormt dårligt og stort set slet ikke. Lige nu er jeg dog i en god periode hvor jeg kan falde i søvn tidligt om aftenen og står tidligt op. Men ellers er min søvnrytme ikke eksisterende.

Angst var noget jeg aldrig troede skulle ramme mig (som så meget andet). Jeg har altid være meget social, og vil allerhelst være ude blandt andre mennesker, hvor der er en god stemning. Jeg duer ikke til at sidde alene en hel dag. Det ændrede sig desværre, og det blev fremover min hverdag. Jeg kunne og kan ikke “bare” komme ud, jeg skal virkelig tage mig sammen før jeg går ud af min hoveddør. Følelsen af at alle kigger på mig når jeg går ude er helt forfærdelig, og jeg føler virkelig at alle øjne peger mod mig. Det gør de også i de fleste tilfælde grundet mit specielle udseende. Det er dog noget helt andet når jeg har en veninde ved min side. Det er som om jeg har et skjold, og intet kan gøre mig noget. Jeg føler mig uovervindelig, derfor bevæger jeg mig helst udenfor i følge med en anden. Bekymringer og anspændthed er også  en stor del af min hverdag. Jeg undgår særlige situationer, fordi de er direkte angstprovokerende. Jeg kan ikke længere kører i bus eller anden offentlig transport. Det gjorde jeg hver dag førhen for at komme til og fra arbejde. Jeg kan ikke være et sted med mange mennesker medmindre jeg er der sammen med nogle veninder. Jeg går allerhelst ikke ud og handler alene, hvis der ikke er nogen til at hjælpe, venter jeg til lige inden lukketid, så er der ingen i supermarkederne. Jeg er også blevet ekstremt genert når jeg spiser eller taler. Jeg holder helst en hånd foran munden eller andet, der skal fjerne opmærksomheden fra det.

Selvom man lider af disse psykiske laster eller andre lignende gør det ikke en til at værre menneske. Tværtimod. Det er vigtigt at huske på, at man ikke er mindre værd. 

Hvad kom depression og angst af? For mit vedkommende kom det af at jeg har været udsat for ekstremt mange grove kommentarer og følger af min sygdom. Jeg har et udseende som ikke gør det nemt at leve blandt unge mennesker i dag. Folk er dømmende, og tænker sig ikke om før de sender en modbydelig kommentar afsted, står og griner eller tager billeder af folk. Det er tydeligt at jeg har en sygdom, der er udslaget til mit udseende, alligevel synes folk det er ganske sjovt at gøre grin med. Det har sat mig i denne situation jeg er i i dag. Jeg kunne ikke længere ignorere de daglige tilsigelser.

 

//♥Peace Out♥//

Stærk karakter og ustyrligt sind

6. november 2017

Skønne billeder af mig og min veninde Kristina, der viser vores bedste sider.

De fleste ser mig som en stille, følsom og uskyldig pige, der også er meget forsigtig. Det er nok til tider også sandt, men det er for det meste dem som ikke kender mig rigtigt, der vil beskrive mig med disse ord.

Jeg fik min rigtig gode veninde Kristina til at beskrive mig. Det er hende jeg tilbringer allermest tid sammen med, og som kender mig allerbedst. Hun sagde: Stædig!  Dejlig, skøn, smuk, god til at diskutere, god til at lytte, knap så god til at fortælle til tider, helt i gennem en fantastisk veninde.” Jeg er ganske enig, og jeg er bestemt ikke altid lige god til at fortælle hvad der foregår og hvad der sker i mit liv. Jeg er bare ikke typen der fortæller hvordan jeg har det, og så er jeg nok også lidt for god til at gå og brænde inde med ting for mig selv.

Kristinas mor, som er en slags anden mor for mig, kom også med et par gloser: ”Selvstændig, rapkæftet, gå på mod, godhjertet, godtroende, usikker og ihærdig.” Jeg er desværre meget usikker på mig selv nogen gange, og jeg hader det. Men som sagt også meget rapkæftet, har jeg en mening så kommer den også ud og svarer hurtigt folk igen.

Og bestemt noget vi alle tre er enige om, så er det at jeg er skør og meget grinende. Jeg griner rigtig meget, og har svært ved at stoppe igen, hvis jeg først går i gang. Som beskrevet i tidligere indlæg, er jeg meget spontan, og hvis jeg har én eller flere idéer skal det helst udføres med det samme, selvom det slet ikke ville kunne lade sig gøre. Jeg har svært ved at beslutte mig for hvad jeg skal gøre i hvilken rækkefølge, hvis der er flere ting jeg skal, og jeg stresser meget hurtigt over ting jeg slet ikke burde stresse over. Der har jeg mine veninder der er gode til at holde mig nede og lige få mig til at puste ud. Jeg vil som person heller ikke stå i baggrunden og gemmes væk. Jeg vil frem selvom jeg har svært ved det nogen gange på grund af angst.

Til Jer der har mødt mig én enkelt gang eller slet ikke, i har nok desværre fået billedet af at jeg er ekstremt stille og forsigtig, for det er jeg når jeg møder nye mennesker, jeg skal kende folk lidt bedre før jeg åbner rigtig op.

Jeg møder rigtig mange mennesker, fordi jeg netop går rigtig meget i byen og er meget social af person, og derfor bliver min omgangskreds også større, men der er også kæmpe forskel fra første gang de møder mig til den dag i dag. Jeg har nemt ved at finde nye bekendtskaber, men jeg kan også tydeligt mærke hvem der er værd at beholde, for der er desværre folk der er decideret flove over at gå sammen med mig og ikke vil kendes ved mig grundet mit udseende og min historie.

 

//♥Peace Out♥//

Resultatet af operationen

26. oktober 2017

Jeg blev opereret den 12. oktober, og det er efterhånden nogle dage siden, og jeg tænker det er ved at være tid til at opdaterer jer omkring hvad der er sket siden da. Jeg fik foretaget en plastikoperation, hvor de skulle skære fedt væk omme på ryggen.

Jeg skulle møde op klokken 6.00 på operationsdagen, og jeg var den første der skulle opereres klokken 8.00. De havde desværre pladsmangel de dage, så jeg blev placeret i en stol på gangen indtil jeg skulle under kniven, og kunne først få en seng efter jeg operationen. Operationen gik godt i sig selv, men jeg får desværre næsten alle de bivirkninger der er muligt at få efter en narkose. Det er så modbydeligt, og jeg ligger og har det rigtig skidt resten af dagen efter narkosen. Jeg er også svær at ligge i narkose. Narkoselægerne står længe og prøver at få mig til at sove, men der går længe før jeg falder hen. Noget endnu mere ubehageligt der er stensikker hver gang jeg er i narkose, er at jeg vågner under operationen. Jeg husker det hver gang, men jeg kan dog intet mærke og jeg når at snakke kort med narkoselægen inden jeg falder i søvn igen.

Jeg var ret medtaget af narkosen denne gang, og jeg husker ikke noget før klokken 20.00 om aftenen. Da jeg får af vide klokken er så mange blev jeg chokeret, da man normalt ligger på opvågningen i 1,5 time, men jeg havde lagt der siden klokken 12 ved middagstid. Jeg kom først ned på stuen klokken 22.30 om aftenen, da jeg havde nogle utroligt skæve tal, der ikke ville rette sig op efter operationen, og det var ikke så godt. De kunne bedre holde øje med mig oppe på opvågningen. Kirurgen kom forbi mig oppe på opvågningen og fortalte at det hele trods alt var gået godt, og at de havde fået fjernet 6 kg! WOW! Det var helt vildt, men på det tidspunkt kunne jeg intet selv mærke og var så træt. Jeg skulle jo ligge på ryggen for at komprimere, da de ikke kunne binde mig ind i noget, da jeg har en noget anderledes kropsform. Jeg var i chok og fyldt med glæde, da jeg fik af vide de havde fjernet så meget!

Før og efter. Jeg har ikke noget ordentligt efter billede endnu, kun et umotiveret billede taget i Netto, men man kan vidst godt se forskellen selvom jeg har jakke på 😀

Jeg var blevet udstyret med hele fire dræn og det var et helvede med alle de slanger der var syet fast i mig, som tilmed var meget besværlige at slæbe rundt på. To af dem blev heldigvis allerede fjernet to dage efter. Da de blev fjernet blev jeg flyttet over på patienthotellet, og skulle mere eller mindre passe mig selv. Der blev jeg nervøs, og var bange for at der skulle ske noget jeg ikke selv ville opdage. Der er altid en sygeplejerske tilgængelig på patienthotellet, men det er langt fra det samme. Der var ikke længere nogen der jævnligt kom og tjekket om det hele var som det skulle være. Jeg klarede den trods alt, og det var rart nok at få mit helt eget værelse. Der var rigtig mange problemer med mine dræn, de var jævnligt utætte uden nogen synlige revner og huller. Da det ene dræn havde været utæt for 3. gang blev de langt om længe skiftet.

Jeg fik endelig lov til at komme hjem efter én uge på sygehuset, og det var bestemt tiltrængt! Jeg var stadig meget hæmmet af de to dræn der var syet fast til mig på ryggen og som jeg skulle bære rundt på. Det tredje dræn blev fjernet fredag den 20. oktober, og det var fantastisk. Så havde jeg ikke længere en tværgående slange henover kroppen. I lørdags gik det desværre ikke længere så godt med det sidste dræn, og det begyndte at sive ud med væske ved siden af slangen. Det tog ligesom den forkerte vej ud af kroppen. Det viste sig ikke at være en engangsoplevelse, sådan blev det ved resten af tiden, og det var så irriterende. Jeg havde konstant en våd trøje af væsken, og jeg skulle hele tiden sidde på et håndklæde, for ikke at ødelægge sofa, stole, seng osv. Da det blev ved med at tage den forkerte ved ud af kroppen og der ikke længere rigtig kom noget i drænposen, så valgte sygeplejerskerne at tage det ud i tirsdags. Halleluja! Det var virkelig ren frihed! Ikke flere slanger og utætheder.

Da jeg blev sendt hjem fra sygehuset ugen efter operationen blev jeg sat på noget penicillin for at forebygge infektion. Der var stor risiko for at jeg kunne få infektion og bylder, da de havde været inde og fjerne så meget, og der havde været store ’lommer’. Jeg begyndte desværre at reagere på penicillinen og har nu et voldsomt nældefeberudslæt og kløe efter det. Det er ulideligt. Jeg kunne heller ikke tåle det plaster jeg havde haft over arret, så der er jeg også blevet meget rød, og fået en kant hele vejen rundt om hvor det har siddet. Jeg beskrev i et tidligere indlæg, at jeg ville få et omvendt T som ar. De kunne heldigvis nøjes med at lave ét langt.

Jeg er så småt ved at komme oven på, men jeg er stadig meget træt, og kan stadig ikke lave så mange ting før jeg har brug for at komme ned og ligge igen. Men hvad med smerter? Jeg har faktisk haft minimale smerter! Det var kun de fire første dage hvor jeg regelmæssigt tog smertestillende, som kun bestod af panodiler. Derefter tog jeg det kun efter behov et par dage, og så stoppede smerterne egentlig. Så det har været super positivt med så få smerter efter en forholdsvis stor operation.

 

//♥Peace Out♥//

Fun facts

11. oktober 2017

Jeg tænkte jeg ville skrive lidt fun facts ned omkring mig, så i kan lære mig lidt bedre at kende. Jeg kommer ikke til at smide så meget op på bloggen den næste uges tid, da jeg er indlagt, men jeg vil forsøge. Så hvis det står stille lidt tid nu, ved i hvorfor.

Enjooooy – der er 20 af slagsen:

  1. Jeg har altid ønsket mig en skildpadde der skal hedde Mowgli. Det skal nok ske en dag!
  2. Jeg er afhængig af læbepomade (gerne Mentholatum der svier)
  3. Jeg var cheerleader i 2-3 år, det foregik i mine tidlige teenageår (Haha, tro det eller ej)
  4. Jeg er absolut IKKE morgenmenneske. Folk skal bare tie stille om morgenen og lade mig være – alt andet irriterer mig grænseløst og jeg kan blive SÅ sur, hvis folk plapre løs om morgenen.
  5. Jeg elsker at gå i byen, og jeg gør det stort set hver weekend. Jeg burde komme videre i livet, jeg ved det.
  6. Min koncentration er ofte lig 0. Jeg kan ikke lave den samme ting i ret lang tid ad gangen, før jeg bliver urolig og ukoncentreret. Mine veninder hader f.eks. at se film med mig, for jeg bliver så irriterende efter 10-20 min., for så gider jeg ikke se film mere, og begynder at sidde og snakke, prikke til dem og lave sjov.
  7. Jeg er også den irriterende type der har en alarm der ringer hvert 10. minut om morgenen og gerne i 2 timer. Hvis jeg ikke skal noget vigtigt hører jeg slet ikke mine alarmer, og det er så irriterende, når jeg faktisk gerne vil op og have noget ud af dagen. Jeg kan snildt sove til klokken 16 om eftermiddagen uden at høre alarmer eller utallige opkald fra veninder der prøver at få mig op….
  8. Jeg hader at være uvenner med folk, jeg kan simpelthen ikke lide det, og har det virkelig skidt indtil jeg er gode venner med personen igen.
  9. Jeg har den sygeste overtænkningsevne… I hate it.
  10. Jeg bekymrer mig rigtig meget om andre folk, oftest mere end jeg burde.
  11. Jeg havde en forkærlighed til Rasmus Seebach for 4-5 år siden.
  12. Jeg virker ekstremt følelseskold. Jeg kan være nok så glad, men folk kan ikke se det på mig, og de tror jeg er ligeglad eller sur. Jeg får oftest smidt i hovedet at jeg altid ser så sur ud. Det er jeg altså ikke!
  13. Jeg bliver så irriteret når jeg ser stavefejl på annoncer/reklamer osv. Det gør nærmest ondt i øjnene.
  14. Jeg hader når stikkontakter står tændt uden der er noget i dem eller uden de bliver brugt. Hvis jeg er på besøg hos nogen hvor jeg ser det, går jeg rundt og slukker dem. Jeg har en veninde som ALTID havde stikkontakter tændt uden grund, jeg gik altid hele hendes lejlighed rundt og slukkede alle dem jeg kunne finde. (Hun bor desværre ikke i Randers mere, så nu må hun selv sørger for det, haha).
  15. Jeg er Randrusianer med STORT R.
  16. Jeg er panisk angst for edderkopper og stankelben, og generelt bare alle insekter. Jeg går ganske enkelt helt i panik, uanset hvor ufarlige de er. Jeg får hjertebanken, får det helt skidt, svedige håndflader og skal bare væk. Hvis der f.eks. er kommet et insekt ind i mit køkken om sommeren, hvor vinduet altid står åbent, bliver døren lukket derud til, og jeg går ikke derud før det er blevet fjernet (pænt stort problem eftersom jeg jo bor alene). Nogen gange tør jeg næsten ikke engang lukke døren, for så kommer armen jo halvt ind i rummet hvor insektet befinder sig. It’s true…
  17. Jeg er ikke typen der bærer nag. Det irriterer mig når folk gør det. Kom videre livet, mit liv er fandme for kort til det, og man begår alle fejl som mennesker.
  18. Jeg er kæmpe fan af overspringshandlinger. Måske også lidt for meget.
  19. Jeg er ekstremt spontan. Hvis jeg får en idé, skal det hele helst ske med det samme.
  20. Jeg er ikke så god til at modtage komplimenter, jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal reagere uden at lyde totalt ligeglad, selvom jeg bliver rigtig glad indeni. (som åbenbart er et kæmpe problem for mig, når jeg tydeligvis altid virker sur).

3 dage tilbage…

9. oktober 2017

…til den store operation. Jeg skal opereres på torsdag den 12/10 for 2. gang. Jeg er både spændt og nervøs, og håber virkelig bare på det bedste. Jeg skal have min nummer 2 plastikoperation. Kirurgen har valgt at udføre det på en helt anden måde denne gang, da sidste operation ikke gik som forventet. I februar fik jeg en fedtsugning omme på ryggen, for at få fjernet en stor del af det der hæmmer mig. De kunne desværre ikke tage særlig meget, da det var alt for fast, og det ikke var muligt at tage ud. Det var en hård omgang trods alt, og havde voldsomme smerter mange dage efter, samt der gik infektion i det.

På torsdag får jeg foretaget en Fleur de Lis omme på ryggen. Et omvendt T-snit på den øverste del af ryggen. De skal skære hele øverste del af, i hvert fald så meget som muligt.  Det bliver selvfølgelig et noget omfattende indgreb, de skal passe på blodkar, nerver og diverse andre ting der helt naturligt ligger i fedtvævet. En operation på 3-4 timer, og derefter skal jeg være indlagt i én uge. Jeg skal forholde mig i ro i lang tid efterfølgende, og det bliver et helvede for mit vedkommende. Jeg er simpelthen ikke god til at sidde og ligge stille – der skal helst ske noget hele tiden. Jeg må heller ikke træne i 3 måneder, det bliver noget af en udfordring at komme igennem. Forhåbentligt får jeg et fantastisk resultat ud af det.

Den røde firkant viser den del af ryggen de vil skære af som det første.

Jeg er lidt af en forsøgskanin, da de jo aldrig før har lavet sådan en operation på en ryg før. Derfor fortsætter operationerne også kun efter denne hvis det er sikkert, og der er kommet det optimale ud af hele processen. Det gør mig også endnu mere spændt på det hele denne gang. Kryds fingre for mig på torsdag!

 

Jeg var desuden i P4 tidligere i dag. Jeg medvirkede i programmet ‘KLIK’, som handler om hvad folk deler på de sociale medier. De havde set min venindes opslag der handlede om mig, som var blevet delt utallige gange og var nået hele Danmark rundt. Derfor ønskede de at lave et indslag med mig, så jeg kunne få lov til at fortælle min historie. Det blev et rigtig fint indslag, og i kan klikke her, for at høre det. Det er udsendelsen fra i dag d. 9/10. I skal et lille stykke ind i programmet, før min historie kommer, og når den del er slut, fortsætter min historie i slutningen af programmet også.

Opslaget der gik viralt.

 

//♥Peace Out♥//

Fantastiske nyheder! Jeg har fået medicin

6. oktober 2017

Jeg havde min rigtig gode veninde med som støtte på sygehuset.

Et helt nyt præparat på det medicinske marked, som er udviklet til type 2 Diabetes patienter, er jeg nu blevet bruger af. Nej, jeg har ikke sukkersyge, men jeg er i kæmpe risiko for at få det grundet min sygdom. Det bliver tjekket op på ret ofte, så det er under kontrol hele tiden. Jeg har fået lov til at blive bruger af dette præparat, da jeg er et særligt tilfælde. Det er indsprøjtninger jeg skal tage én gang om dagen, og det vil gå ind og regulere på min sult, så jeg vil tabe mig. Min mæthedsfølelse er stort set ikke-eksisterende, da Leptin, det hormon jeg mangler, er det der sørger for det, er lig 0 i min krop. Alle mennesker har Leptin, det er også det der sørger for at man har en normal cyklus bl.a. Nej, det betyder ikke jeg spiser hele tiden, og det betyder heller ikke jeg aldrig føler mig mæt. Selvfølgelig kan jeg mærke efter et måltid at jeg har spist nok og ikke føler mig rigtig sulten, men kort tid efter vil min mæthedsfornemmelse være væk. Jeg har lært gennem hele mit liv at det ikke betyder jeg bare skal spise igen, for det er jo langt fra sundt eller godt for mig. Så dengang jeg ligesom fik dette af vide på sygehuset for 6 år siden, gik det op for mig at jeg skulle tænke meget over hvor tit jeg egentlig spiste. Disse indsprøjtninger vil forhåbentlig hjælpe mig, samtidig med at mine operationer kører planmæssigt ved siden af. Jeg kommer til at blive et helt nyt menneske! Jeg er SÅ spændt og glad for at det hele kører på skinner lige nu.

Desuden er jeg blevet kontaktet af nogle stykker efter jeg var i medierne. De påstod de havde samme sygdom, og jeg havde jo udtalt mig om at jeg var den eneste i Europa, og vi kun var 5 i verden. Jeg blev noget overrasket og tænkte om det virkelig kunne passe. Jeg blev bekræftet i mine udtalelser på sygehuset i går! JEG ER DEN ENESTE MED DENNE MUTATION I EUROPA. Der er omkring 100 mennesker i Danmark med Lipodystrofi med forskellige mutationer. De deler alle sammen nogle af undergrupperne, men jeg er et særligt tilfælde, og er den eneste med denne form for Lipodystrofi. Der er ingen der kan sammenlignes med det. Dem der typisk lider af Lipodystrofi har store fedtdepoter på organerne, så man kan simpelthen ikke se på dem, at de har sygdommen, da det sidder ’indvendigt’. På mig sidder det hele udvendigt.

Desuden gav overlægen udtryk for at det forhåbentlig blev nemmere at få Sundhedsstyrelsen til at frigive det hormon jeg mangler til mig, efter jeg valgte at stå frem i medierne! YES, det var lige præcis det jeg ville med alt det her. Jeg går langt om længe ind i en periode fyldt med medvind (forhåbentligt!), og det er jeg SÅ glad for.

Vi fejrede de gode nyheder med en tur i Dyrehaven bagefter, hvor vi fodrede de sødeste dådyr. Bagefter fik jeg købt en powerbank, så jeg hele tiden kan opdatere på de sociale medier ( særligt Instagram og Snapchat) når jeg er på farten uden at løbe tør for strøm. Husk i kan følge mig! Jeg hedder ‘juliekvelland’ begge steder.

Dyrehaven i Aarhus.

 

//♥Peace Out♥//

Historien bag mit slogan

5. oktober 2017

Citatet sidder på min højre underarm.

 

Som jeg kalder det mit slogan, er det et citat som har fulgt mig hele livet næsten. Et citat der har en kæmpe betydning, og satte sit første præg som udsmykning på min krop. Det blev nemlig også min første tatovering.

”Never a victim, always a fighter”.

Jeg var slet ikke i tvivl om det skulle være min første tatovering, og jeg var 100% sikker på, det var en jeg aldrig ville fortryde på nogen måde! Jeg gik selv og legede lidt med ordene dengang, og kom frem til dette – som siden da har betydet alt.

Derfor var det oplagt at citatet også følger med mig her på bloggen og min facebookside. Det beskriver mig rigtig godt. Jeg vil aldrig nogensinde blive et offer for noget, for jeg kæmper. Jeg vil kæmpe til den dag jeg dør, lige meget hvor mange udfordringer jeg end vil støde på, på min vej. Hvis det fortsætter som det har gjort indtil nu, kan jeg godt røbe, at så får jeg travlt. For i det her tempo kan jeg ikke blive ved med at løbe til sidst, når jeg bliver gammel.

Det blev langt fra det første jeg fik skrevet i min hud for evigt. Jeg havde som mange andre den overbevisning, at mine tatoveringer skal have en hvis betydning, før jeg vælger at det skal printes fast på min krop. Men den tanke gik jeg desværre hurtigt væk fra. Man har vel et standpunkt til man tager et nyt. Jeg har mange flere projekter i tankerne, og de skal nok blive en realitet en dag.

 

//♥Peace Out♥//