Fra stærk psyke til tabubelagt sygdom

15. november 2017

Jeg har altid været en pige med en stærk psyke, der har kunne klare de fleste ting, og der skulle rigtig meget til før jeg blev slået ud af den. Sådan er det desværre ikke mere. Jeg skal kæmpe en kamp hver dag for bare at komme ud af sengen. Ingen vil nogensinde forstå hvad det indebærer, hvis man ikke selv har prøvet det. Jeg lider af depression og angst. To ting jeg har rigtig svært ved at snakke om, ligesom rigtig mange andre, og derfor vil jeg dedikere dette indlæg til disse modbydelige psykiske sygdomme.

Smilet dækker over facaden. Jeg viser mig kun frem når jeg har det godt, kan smile og har overskud til at tage makeup på.

Da folk omkring mig langsomt fik af vide jeg var gået ned med depression tilbage i marts, var det lidt af en overraskelse for dem. “Du har da altid været så stærk” fik jeg stort set af vide hver gang. Ja, det var jeg, men ikke mere. Filmen knækkede og man kan ikke leve et helt liv med en facade på. Jeg måtte til sidst overgive mig, og indse at jeg rent faktisk havde det rigtig skidt, og ikke kunne hænge sammen mere. Det var svært at indrømme, og det var faktisk mine veninder der pressede mig til at gå til læge, fordi de kunne se jeg havde det skidt, mens jeg selv ignorerede det og prøvede at komme videre. Jeg tænkte det bare var en hurtig fase at komme igennem. Der tog jeg fejl, og jeg håber inderligt, at hvis der sidder andre derude og har det skidt, så tag hånd om sagen, for du får det ikke bedre uden hjælp.

Lad vær og gå og leg stærk og lad som om du kan klare det hele selv, for det var det jeg gjorde, og det endte ikke godt. Jeg har altid været mega modstander af psykolog, psykiater og alt det der, jeg har aldrig kunne se formålet i det, hvordan kan en samtale ændre noget og gøre noget bedre? Jeg er meget stædig og vil helst alting selv, derfor var det et kæmpe tabu for mig at sande jeg skulle bruge hjælp. Jeg var kommet så langt ud, at der ingen andre veje var.

En hverdag fyldt med tristhed, manglende energi, dårlig samvittighed, ingen koncentration og rastløshed. F.eks. har jeg altid elsket at gøre rent og gjorde det ofte, men jeg har overhovedet ikke noget overskud og energi til at gøre det nu. For at være ærlig kan jeg have en opvask stående i én måned, fordi det er en enorm og sej kamp for mig bare at gå ud og tage den. Selv et bad er for mig helt uoverskueligt. Min selvtillid er helt i bund og jeg tvivler rigtig meget på mig selv. Jeg er meget stille, mere end jeg plejer at være. Jeg har ikke lysten til at plapre løs om alt og ingenting som førhen. Jeg sover enormt dårligt og stort set slet ikke. Lige nu er jeg dog i en god periode hvor jeg kan falde i søvn tidligt om aftenen og står tidligt op. Men ellers er min søvnrytme ikke eksisterende.

Angst var noget jeg aldrig troede skulle ramme mig (som så meget andet). Jeg har altid være meget social, og vil allerhelst være ude blandt andre mennesker, hvor der er en god stemning. Jeg duer ikke til at sidde alene en hel dag. Det ændrede sig desværre, og det blev fremover min hverdag. Jeg kunne og kan ikke “bare” komme ud, jeg skal virkelig tage mig sammen før jeg går ud af min hoveddør. Følelsen af at alle kigger på mig når jeg går ude er helt forfærdelig, og jeg føler virkelig at alle øjne peger mod mig. Det gør de også i de fleste tilfælde grundet mit specielle udseende. Det er dog noget helt andet når jeg har en veninde ved min side. Det er som om jeg har et skjold, og intet kan gøre mig noget. Jeg føler mig uovervindelig, derfor bevæger jeg mig helst udenfor i følge med en anden. Bekymringer og anspændthed er også  en stor del af min hverdag. Jeg undgår særlige situationer, fordi de er direkte angstprovokerende. Jeg kan ikke længere kører i bus eller anden offentlig transport. Det gjorde jeg hver dag førhen for at komme til og fra arbejde. Jeg kan ikke være et sted med mange mennesker medmindre jeg er der sammen med nogle veninder. Jeg går allerhelst ikke ud og handler alene, hvis der ikke er nogen til at hjælpe, venter jeg til lige inden lukketid, så er der ingen i supermarkederne. Jeg er også blevet ekstremt genert når jeg spiser eller taler. Jeg holder helst en hånd foran munden eller andet, der skal fjerne opmærksomheden fra det.

Selvom man lider af disse psykiske laster eller andre lignende gør det ikke en til at værre menneske. Tværtimod. Det er vigtigt at huske på, at man ikke er mindre værd. 

Hvad kom depression og angst af? For mit vedkommende kom det af at jeg har været udsat for ekstremt mange grove kommentarer og følger af min sygdom. Jeg har et udseende som ikke gør det nemt at leve blandt unge mennesker i dag. Folk er dømmende, og tænker sig ikke om før de sender en modbydelig kommentar afsted, står og griner eller tager billeder af folk. Det er tydeligt at jeg har en sygdom, der er udslaget til mit udseende, alligevel synes folk det er ganske sjovt at gøre grin med. Det har sat mig i denne situation jeg er i i dag. Jeg kunne ikke længere ignorere de daglige tilsigelser.

 

//♥Peace Out♥//

Relaterede Indlæg

2 Kommentarer

  • Svar Markus Lund 17. september 2018 at 19:43

    Dejligt du er så ærlig om dig selv! Gid jeg selv turde.

  • Svar Mitzi 30. september 2018 at 15:06

    Du er en stærk og dejlig pige. Kender dig ikke, men du har for flere år siden gået til dans med min datter. Held og lykke i fremtiden.

  • Skriv kommentar