En svær beslutning om indlæggelse

19. marts 2018

Jeg har haft en rigtig svær periode på det seneste, hvor jeg har måtte træffe endnu flere svære beslutninger. Det hele væltede fuldstændig for mig, og jeg kunne ingenting. Mit overskud var lig 0, men selvom jeg var så flad for energi, kunne jeg heller ikke holde ud og ligge hjemme for mig selv med mine egne tanker. Det gjorde hele situationen værre, og jeg forsøgte oftest at være sammen med nogen hele tiden, for at fjerne fokus fra tankerne.

Jeg har siden december måned gået til psykiater, men der går altid relativt lang tid mellem mine tider hos vedkommende, og det dur bare ikke for mig. De trappede mig tilmed ud af min medicin, da det forværrede min angst og jeg ikke kunne tåle det. De lod mig gå uden nogen former for medicin eller opfølgning hos dem i lige knap en måned. Det var i den tid det hele væltede for mig psykisk.

Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, jeg blev bange for mig selv og for mine egne tanker, og jeg kunne mærke jeg ikke kunne kontrollere noget selv. Jeg fik en akuttid ved min læge, som foreslog jeg kunne blive indlagt, men jeg takkede nej. Jeg er meget stædig og selvstændig og har det allerbedst ved at klare tingene selv, selvom jeg må sande det bare ikke altid er det bedste for mig. Det var tilmed en fredag, og uanset hvor skidt jeg end havde det nægtede jeg simpelthen at bruge min weekend på at være indlagt grundet psykiske problemer. Jeg sagde til mig selv at jeg lige måtte tage mig sammen, og holde hovedet højt indtil onsdagen efter hvor jeg havde en tid ved min psykiater.

Det blev lørdag, jeg sov rigtig længe, vågende først ved 17 tiden og lå bare i min seng. Jeg havde ikke lyst til noget, jeg kunne ingenting og jeg havde så mange tanker der bare fór rundt i hovedet, kunne hverken finde hoved eller hale i dem og alligevel følte jeg mig samtidig så tom indvendig. Det var en uudholdelig følelse, og vidste ærligt ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv.

Jeg forsøgte at få fat i veninder, men ingen kunne være sammen og jeg skulle egentlig have været i byen med to veninder, men det kunne jeg slet ikke overskue. Jeg var angst for at være alene, men alligevel havde jeg heller ikke overskud til at være sammen med nogen.

En af mine rigtige gode veninder som jeg skulle have været i byen med opfordrede mig til at ringe til vagtlægen. Hun vidste den var helt gal, og hun havde jo ret. Jeg fik ringet og skulle komme ned til en snak. Efter en snak med vagtlægen skulle jeg videre til akutmodtagelsen, hvor de ville indlægge mig. Det var ikke forsvarligt at sende mig hjem igen.

Jeg lå der indtil mandag, hvor jeg blev udskrevet igen. Jeg skulle af flere omgange snakke med nogle fra lokalpsykiatrien, hvor de skulle vurdere min situation, og finde den bedst mulige behandling. Jeg fik ved hver snak af vide at det bedste ville være at flytte mig over til lokalpsykiatrien, hvor jeg kunne få flere samtaler om ugen, og dermed en jævnlig og mere intensiv behandling. Da jeg bliver udskrevet ændrede de mening. Jeg skulle nemlig bare fortsætte hos min egen psykiater, hvor der går utrolig lang tid mellem hver tid. Det kunne jeg slet ikke arbejde med, og jeg havde virkelig brug for mere hjælp.

Det var det jeg måtte tage hjem med, og jeg var igen angst for at være alene. To dage efter kom jeg til psykiater og fik endelig ordineret noget nyt medicin mod min angst og depression. Det var en lettelse, og jeg glædede mig til at komme igang, og så det lidt som et mirakelmiddel. Det har allerede hjulpet lidt, har stadig angst dagligt, er tæt på flere anfald idet jeg er så bange for at være alene. Men jeg kan kontrollere det og prøver og rationalisere det hele lidt ved at tænke “hvad skal der kunne ske ved at være alene?” Jeg kommer oftest frem til samme konklusion hver gang “ingenting”. Derfor er jeg begyndt at tage det mere roligt.

Jeg vil slutte af med at sige det var den helt rigtige beslutning at blive indlagt, Jeg har fået mere ro på efterfølgende, og jeg følte mig tryg ved at lægge der i den weekend. Som nævnt i tidligere indlæg, har jeg også fået afbrudt min elevplads, og det har også givet mig endnu mere ro og plads til at fokusere på mig selv og mit helbred. Hvis i ikke har læst det, kan i læse det her. 

//♥Peace Out♥//

 

Relaterede Indlæg

1 Kommentar

  • Svar Jeanette Hansen 19. marts 2018 at 20:58

    Hej julle, hvor gør det ondt at læse du har det så skidt, jeg kan sagtens sætte mig ind i hvordan du har det, har selv været det, med angst og anfald og depression. Får også medicin for begge dele og det hjælper, er kommet så langt nu at jeg er begyndt i time afprøvning. Skønt. Jeg håber inderligt at du snarligt får det bedre. Knus herfra Jeanette ( gammel underbo)

  • Skriv kommentar