Et helvede med dødsangst

31. maj 2018

Ligemeget hvor urealistisk og åndssvagt det er, kan jeg ikke tænke rationelt når jeg er ramt af angst. Som jeg frygtede, begyndte min angst at blusse op igen efter jeg blev opereret, og lå på sygehuset.

Jeg følte flere gange en utilpashed grundet angsten og var bange for at få hjertestop flere gange. Denne gang havde jeg måske også en lille frygt for ikke at vågne op af narkosen igen. Det har jeg ellers aldrig tvivlet på før, for er faktisk ret vild med narkosefølelsen, og aldrig været bange for det.

Førhen har jeg været helt derude hvor jeg ikke turde tage panodiler mere, for jeg var bange for jeg blev dårlig af dem, besvimede eller måske døde af at tage dem.. Ja, jeg kan godt se det er super urealistisk nu, men det kan jeg aldrig se når jeg står i situationen. Eftersom jeg var igennem en ret stor operation skulle jeg jo proppes med smertestillende og havde det egentlig helt ok med det, for jeg lå jo på sygehuset og sygeplejerskerne holdt øje med mig.

Efter en uge, da jeg var kommet hjem igen, var jeg glad og lettet over jeg endelig kunne ligge i min egen seng, og føle mig lidt mere fri og hjemlig igen. Om eftermiddagen begynder jeg at få det ret dårligt, får feber, sveden driver af mig, jeg bliver svimmel og bleg. Jeg panikker fuldstændig og tror med det samme jeg er ved at få en blodprop i hjertet. Jeg bliver hentet af min veninde og vi køre mig så til vagtlægen. De måler mit infektionstal, som ligger på 60, og jeg bliver sendt hjem med penicillin, og en infektion var så den skyldige i min utilpashed.

Om aftenen får jeg så voldsomme og ulidelige smerter jeg ikke kan holde ud og være i mig selv mere. Jeg kunne ikke kontrollere noget og jeg troede igen det var fordi jeg var ved at ramme livets ende. Så jeg ringede til vagtlægen igen, men han måtte desværre ikke udskrive stærkere smertestillende medicin til mig, jeg skulle vente til jeg kunne snakke med egen læge dagen efter. Jeg snakkede både med min mor og en veninde efterfølgende og var helt ude af den. Min mor foreslog jeg skulle ringe ud til afdelingen på sygehuset hvor jeg lige har været indlagt. Det gjorde jeg så, og sygeplejersken udskrev noget stærkt smertestillende til mig og jeg fik en akuttid morgenen efter hos dem.

Mit infektionstal var steget til 139 morgenen efter, og hvis det havde været omkring de 200 havde de indlagt mig igen og givet mig antibiotika i drop. Det var heldigvis ikke tilfældet! På vej hjem henter vi det smertestillende som skulle være noget stærkere og hjælpe mig når jeg får gennembrudssmerter. På apoteket får jeg af vide at det er ret stærkt, så jeg bliver højst sandsynligt svimmel og dårlig af det. Allerede der ringer alle mine alarmklokker og tænker med det samme at det kommer jeg slet ikke til at bruge, for det tør jeg simpelthen ikke. I frygt for at dø eller besvime af det.

Om aftenen var jeg igen i smerteudbrud og måtte erkende at jeg simpelthen var nødt til at tage sådan en stærk pille. Jeg ringede en veninde op og hun lovede at snakke med mig i 10-15 minutter, så jeg havde hende i røret hvis jeg skulle blive dårlig. Det hjalp ekstremt hurtigt, stort set med det samme og smerterne forsvandt. Min veninde og jeg endte med at snakke i telefon i 1,5 time stedet for og jeg blev ikke dårlig på noget tidspunkt. En sejr var i hus. Og alligevel ikke. For jeg var afhængig af at nogle var i telefonen eller fysisk hos mig før jeg kunne tage det.

Jeg har fået det så meget bedre efter et par dage! Jeg skal forholde mig fuldstændig i ro og det gør jeg, og det har også hjulpet en hel del på smerterne. Jeg bliver proppet med to forskellige slags penicillin, og jeg får så meget om dagen, at jeg tænker om det overhovedet er muligt..

Det går langsomt fremad og jeg håber angsten har sunget på sit sidste vers i denne omgang.

Under narkosen er min hage blevet voldsomt forslået, og det blev meget hurtigt betændt. Min hage, underlæbe og tandkød var mega hævet de første dage og jeg så forfærdelig ud. Hvad de har lavet under narkosen ved jeg ikke.. Men såret var også med til at give udslaget på infektionstallet, samtidig med der var infektion omme i ryggen.

//♥Peace Out♥//

Relaterede Indlæg

1 Kommentar

  • Svar Birgit Kristensen 31. maj 2018 at 19:40

    Kære Julie
    Selv om jeg er en gammel kone på snart 61 år har jeg valgt at følge dig på din blog. Jeg synes du er ufatteligt sej og smuk.
    Det gør mig ont at du har været så meget igennem med operationer, angst mm. Men jeg ved du kommer igennem det hele.
    Mange hilsner
    Birgit Kristensen
    Mail: Birgit.kristensen@mail.tele.dk

  • Skriv kommentar