Et liv på lykkepiller

4. september 2018

Jeg er på lykkepiller. Det har jeg været i 7 måneder nu. Eftersom jeg var kommet ned i et ufatteligt dybt sort hul, jeg aldrig var kommet op af selv, så vil jeg aldrig have været dem foruden. På trods af det, har jeg altid været modstander af at fylde min krop med medikamenter, som ikke var nødvendige. Som jeg har sagt utallige gange før, så er jeg stædig. Meget stædig! Jeg vil klare mig selv, og skal helst ikke have hjælp fra nogen. Og slet ikke fra medicin.

Er jeg så en omvandrende lykkepille, der bare har det godt? Nej. Bestemt ikke. Jeg har stadig dårlige dage. Dage hvor jeg ikke kan komme ud af sengen og se noget positivt ved livet. Men det betyder der skal mere til før jeg bliver slået ud og der er langt færre bump på vejen. Jeg har det meget bedre! Gladere, smilende og meget mere overskud til at være social, som har kæmpe betydning for mig.

Så stædig som jeg er, valgte jeg at stoppe med at tage medicinen for et par uger siden. Jeg ville ikke føle mig afhængig af det. Jeg må da kunne være glad uden den hjælp. I to uger har jeg stort set ikke taget min medicin. Efter et par dage bliver jeg altid svimmel, fordi jeg mangler det min krop er blevet afhængig af. Hver gang jeg når til den dag, tager jeg en enkelt pille, som hjælper på svimmelheden, og så lader jeg dem ligge til jeg bliver svimmel igen. Det har så desværre også sendt mig ned i et hul hvor mit overskud er minimalt, jeg magter ingenting og jeg har ikke lyst til noget som helst.

Jeg har måtte sande jeg desværre slet ikke kan undvære dem endnu. Selvom det irriterer mig noget så grusomt! Jeg må indse at jeg har brug den hjælp medicinen giver mig, og jeg håber inderligt ikke at der sidder andre derude der eksperimenterer på samme måde som jeg. Lyt til fagfolkene og hvis de mener du har brug for medicin, så tag den! 🙏

Relaterede Indlæg

4 Kommentarer

  • Svar Rethe 5. september 2018 at 13:08

    Måske kan du bruge følgende artikel til noget:
    https://videnskab.dk/krop-sundhed/stort-studie-styrketraening-hjaelper-paa-depression

  • Svar Helle Martinussen 16. september 2018 at 22:15

    Jeg har det fuldstændigt på samme måde, men har også som dig, måtte indse at jeg ikke kan klare det uden.
    God kamp til dig 🙂

  • Svar Nikoline 18. september 2018 at 20:30

    Kære Julie. Jeg har taget cymbalta(som du vidst også tager) siden jeg var 19, nu er jeg 29.
    Jeg har erkendt at de piller gør at mit liv hænger sammen og at jeg ikke ser en slutdato endnu.

    En psykiater sagde engang til mig at hjernen er et badekar. Alle dine følelser er vand.
    Når man har depression er proppen taget ud af badekarret og vandet løber ud lige så hurtigt som det kommer i.
    Medicinen skal du se som en prop til dit badekar, den holder vandet inde og hjælper dig til at opbygge et humør.

    Håber det giver mening. Jeg har ihverfald ofte tænkt på det badekar ❤️

  • Svar Monica 20. september 2018 at 21:33

    Hej Julie.

    Jeg har her på det seneste læst flere artikler om dig og her til aften fandt jeg din blog. Du har min største respekt! Der har været flere sten på din vej end de fleste andre mennesker oplever, ingen tvivl om dette! At du formår at finde overskuddet og dele dine tanker, dine oplevelser og de tunge tanker med en stor ukendt masse, viser en stor portion modenhed og selvindsigt, som de færreste i din alder har.

    Det er sundt for os der har været så heldige at få lov til at følge dit liv at få sat tingene lidt i perspektiv og jeg er glad for at se at du har et godt netværk! Min egen datter, som i øvrigt også hedder Julie, har også angst, så jeg har glæde af at læse dine indlæg i forhold til at hjælpe hende.

    Alle mulige ønsker om et bedre helbred, at du finder ham den eneste ene som ser dit smukke sind og mange flere gode end dårlige dage!

  • Skriv kommentar